lassen.net
Tuborg Boulevard 12 - DK 2900 Hellerup
Tlf.: +45 39 90 08 25 Fax: +45 36 94 40 10 info@lassen.net
Forsiden Presserummet Hvad kan vi 2006


 
Søsportens Sikkerhedsråd
Juni 2002
Hent billede til professionel brug
Billedet til fri brug

Fotograf Henrik Hansen
 
Tekstfil
Yderligere information:
Søsportens Sikkerhedsråd
Vermundsgade 38C 
2100 København Ø
Tlf. 39 17 46 49 · Fax 39 17 44 12
e-mail: ls@dma.dk

Finn Lage
Lisbeth Skjelmose

eller
journalist Nicolai Lassen 

Mobil: 26 88 08 27
@ mail: nicolai@lassen.net
Politiet sejler ikke
Med op til 150.000 mennesker i de danske farvande på en god sommerdag, kunne man godt fristes til at tro, at der måtte være brug for politiet i ny og næ. Men de er der ikke. Søpolitiet er for længst nedlagt og politiet må klare opgaverne på land. Hvis de alligevel skal på havet må de låne en båd, og politiet har ingen planer om at købe deres egne. –Sejlerne er som regel fornuftige, lyder forklaringen, men hvordan er det nu med alkohol til søs?
 
Det er i høj grad Søsportens Sikkerhedsråds fortjeneste, at politiet - for det meste - kan undværes til søs. Rådet laver et stort præventivt arbejde med at informere om sikkerhed og reglementeret færdsel på vandet. –Det gælder for os om at få den rette information ud til alle sejlere ikke bare de organiserede, der sejler i klub eller forening, udtaler Niels Bagge, formanden for Søsportens Sikkerhedsråd. På den måde undgår vi bedst ulykker og ulovligheder til søs.

Rådet har især brugt ressourcer på at informere om spiritus til søs. I modsætning til landevejenes faste promillegrænse på 0,5 er der ingen fast grænse til søs. Det kan lyde som enhver spritsejlers ønskedrøm og alle de andre sejleres mareridt, men paragraf 29 stk.3 i Lov om sikkerhed til søs kan i praksis være langt mere restriktiv end bilisternes spiritusparagraffer. På vandet er det nemlig
en skønssag, om sejleren efter indtagelse af spiritus er i stand til at føre sit fartøj forsvarligt. Det betyder at en promille på eksempelvis 0,3 kan betegnes og straffes som spritsejlads, hvis føreren ikke har styr på sit fartøj.

Reglerne kan være svært at håndhæve, erkender Niels Bagge, men hvis der sker overtrædelser skal folk naturligvis anmeldes og retsforfølges. Det er politiets opgave at sørge for at alt forløber ordentligt på havet. Selvom Søværnet også har politimyndighed er det oftest politiet til lands, der tager sig af problemerne, og derfor kan det virke uhensigtsmæssigt, at politiet ikke har så meget som en optimistjolle.

Men det er egentlig ikke nødvendigt, mener Niels Isaksson, der er politiinspektør i Lyngby Politikreds. –Det er naturligvis også et spørgsmål om ressourcer, men når vi ikke har et bådberedskab, skyldes det først og fremmest, at vi godt kan tackle problemerne uden. I stedet for at gennemføre storstilede spiritusrazziaer til søs, kan vi lave kontrol, når sejlerne kommer ind i lystbådehavnene, ligesom vi kan undersøge om alle førere af speedbåde har kørekort.

Langt de fleste lovovertrædere pågribes i havnene, og det er næsten altid på andre sejleres anmeldelse. I det hele taget hersker der stor selvjustits og ansvarlighed blandt sejlere, hvilket gør det muligt for politiet at håndhæve reglerne med så få ressourcer. –De fleste sejlere er samarbejdsvillige og fornuftige, så når vi i yderst sjældne tilfælde må eftersætte lovovertrædere til havs, kan vi altid låne en privat båd, fortæller politiinspektøren, der på stående fod kun kan mindes et enkelt tilfælde, hvor det har været nødvendigt inden for de senere år. I en større aktion optog politiet forfølgelsen af en motorsejler ned gennem Øresund i en privat båd. Samtidig fulgte en patruljevogn bådjagten ned langs kysten, og med fælles hjælp blev synderen pågrebet i København.

Niels Bagge er enig med politiinspektøren. Som formand i Søsportens Sikkerhedsråd og vicedirektør i Søfartsstyrelsen, hvor lovgivningen udformes, anser han det ikke for nødvendigt at gøre blå-hvide patruljebåde til et fast indslag i de danske farvande. –Så længe politiet har mulighed for at komme på havet med private, Falck eller brandvæsenet, og vi kan udføre vores præventive arbejde, er der ikke behov for patruljering, slutter han.