Foråret 2002

Vigis Namdal, 45 år og med sølvbryllup til sommer med sin mand Gunnar. Sammen har de 3 hjemmeboende børn Thomas på 23 år, Anders på 19 år og lillesøster Selje på 15 år.
 
Sammen bor de i Lid, 4 huse og en enkelt landejendom. Kort sagt, en naturskøn flække, 45 km øst for Bergen og omgivet af fjord, skov og søer.
 
Tilbage i begyndelsen af 80´erne led Vigis af en betændelses sygdom i øjet, som gjorde hende mere eller mindre blind. Så da mange af de samme syntomer dukkede op igen 10 år senere, var det med bange anelser om fremtiden, at Vigis mødte op til de indledende undersøgelser i sommeren 1992.
 
Så da diagnosen MS blev givet af lægerne på Haukeland Hospital i Bergen i maj 1993, var det nærmest en befrielse for Vigis selv. – Usikkerheden var overstået, jeg vidste nu, hvad jeg stod overfor, er Vigis lidt tørre kommentar nu 9 år senere.
 
Heller ikke for den nærmeste familie var diagnosen et chok, men frygten for fremtiden lammede mand og børn i starten. – De havde nogle meget negative forventninger til vores fælles fremtid, undskylder Vigis i dag sin familie med, - De havde set, hvordan en nabo var ”visnet” bort af samme MS diagnose.
 
De næste år var nu heller ikke positive for Vigis og hendes familie. Der var slet ikke de behandlingsmuligheder den gang, som nye MS patienter i dag bliver mødt med. Vigis kom slet ikke i behandling. – og det gik hurtig hed af bakke for arbejdsevnen. Attak var hyppige og uddannelsen som apotek tekniker og arbejdet på det lokale apotek måtte ofte tilsidesættes. Arbejdstiden måtte konstant skæres ned, for til sidst at være på 2 ugentlige timer. De 2 timer krævede hvile, næsten en hel uge frem til næste ”arbejdsdag”. - Det kneb også på hjemmefronten, hvor jeg jo havde 3 mindre børn, erkender Vigis også nu.

- Det var nogle stridsomme år
Det må Vigis erkende i dag. – Jeg var træt hele tiden og psyken var tit nede i kulkælderen. Det fysiske var heller ikke i top, med de typiske lammelser i ansigtet og væske i hænder og fødder. De 2 krykker var nødvendige for at jeg overhovedet kunne komme rundt i hjemmet, og min verden stoppede oftest ved hoveddøren. Jeg orkede ikke at bevæge mig ud i byen. Jeg var  til gengæld parat til at prøve alt, for at komme videre i livet med min MS.
 
Jeg var med i diverse medicinske forsøg, for det liv som MS havde givet mig var ikke noget godt liv.
 
- Min familie bakkede mig op fra 1. dag, faktisk har de aldrig set mig som ”syg”. Men først da jeg kom på betainterfreron, den 1. januar 1999, begyndte jeg også selv at tro på, at det nu gik den rigtige vej.  Starten var ellers barsk nok, men i løbet af foråret gik helbredet den rigtige vej. Starten var præget af megen træthed og diverse ledsmerter.
 
Første sommer i mit nye liv Gevinsten kom løbende med færre og markant mindre attacks, det var også som om jeg kom hurtigere på benene igen. Sommeren 1999, var den første sommer i mit nye liv. Krykkerne blev lagt ud i bilen, hvor de stadig ligger ubrugte. – Jeg var i stand til at komme ud igen, og få genskabt det sociale liv med venner og bekendte. Faktisk er jeg begyndt at savne mit gamle job som apotekter tekniker igen, men der må jeg nok være realistisk, kommer det smilende fra Vigis; - Vi tør ikke risikerer en ny nedtur.
 
- Faktisk er det trist, at jeg ikke rigtig magter at hjælpe andre. Men begynder jeg at overvurdere mine nye evner, kommer straffen straks, og jeg må lægge mig 1 dag. Men i forhold til ”gamle” dage kommer jeg hurtigt på banen igen, jeg er slet ikke så ”slidt” som før.
 
”Jocker” med min MS Men med mine 3 ugentlige sprøjter med beta - interferon, er jeg blevet optimist igen. Jeg ser mig som en gammel klog kone, der bliver mindst 80 år. Jeg bliver gammel og lever ”lykkeligt” med min MS. Jeg er holdt op med at se mig selv som syg, faktisk er jeg begyndt at ”jocke” med min MS, for det er jo ikke så alvorligt. Personlig tror jeg at lægevidenskaben også i de næste år kommer til at hjælpe mig videre i mit ”krykkefrie” liv.
 
Jeg tager beta - interferon om aftenen, så de eventuelle bivirkninger kommer mens jeg sover. Jeg er lykkelig for at være i den patientgruppe som reagerer så godt på beta interferon, jeg tænker meget på de af mine medpatienter som ikke er så heldige.
 
Sammen med Gunnar, beder jeg blot til, at jeg kan holde hovedet højt. For jeg ved jo godt, at MS er en lunefuld modstander og næste attack kan komme, når du mindst venter det.
 
Alle årene har jeg tænkt på kosten. Her i huset er eksempelvis sukker forbudt. Til gengæld  spiser vi masser af de ”fede” fisk, som laks, brisling og torsk. Dertil frugt og rigtig mange grøntsager.
 
Tilbage i halvfemserne solgte vi båden, fordi jeg frygtede at mine manglende kræfter kunne skabe en livstruende situation på havet. Men sidste år var savnet til livet på havet blevet så stort, at vi lejede en båd. Alle vores positive forventninger blev indfriet, så nu overvejer vi at købe båd igen. Ellers må jeg erkende, at motionen i dag kun består af gåture i lokal området.
 
Vigis interesserer sig intenst for alt hvad der fremkommer om MS.
Som gammel apoteker tekniker, har hun en faglig indsigt, der hjælper hende. Men både Internettet og MS bladet (?) er kilder til ny viden og deling af erfaring.
 
Tænk på, nu kan jeg selv bære poserne ind, med de daglige indkøb fra bilen. For 2 år siden kunne jeg hverken købe ind til noget som helst, det er da en forskel, der kan mærkes, slutter en tilfreds Vigis.