|
Scor.dk Juni 2002
|
 |
En kort - en lang Partnerbytte, trekanter og sex med op til fem fremmede på en gang er ikke noget, der kan få parforholdet til at knirke for Jane og Tom fra Fyn. Af Martin Kjær Jensen
Der er travlhed i den lille kælderrestaurant, Madam Lund, i Odense. Ved et bord sidder Tom og Jane. De er 23 og 21 år gamle og er taget i byen for at få en romantisk fredag aften. Men de er ikke alene. På den modsatte side af bordet sidder et andet par. Stearinlyset, der står imellem dem, flakker nervøst og giver de fire ansigter en rødlig glød. Tom og Jane sender hinanden et blik ud ad øjenkrogen og smiler let. De er nervøse, men også spændte på, hvad der vil ske. De to par har mødt hinanden via en kontaktservice på Internet. De har begge annonceret efter partnerbytte. Det startede med en sms-besked Tom og Jane mødte hinanden for tre år siden. De har boet sammen næsten lige siden og er i dag forlovede. Efter at have kendt Jane et halvt år sendte Tom i 1999 en sms-besked til hende med teksten: »Skal vi ikke invitere en ekstra fyr med i sengen?« Det var ment som en vittighed, men satte alligevel nogle tanker i gang. To måneder senere ringede den første mand på døren. Siden den dag har de to haft intime besøg af yderligere seks mænd og tre par. »Efter den første gang fik vi virkelig blod på tanden. Det var ikke fordi, det var særlig god sex, men tanken om hvad vi lavede var bare for fræk,« forklarer Tom og sender et smil til Jane, mens han roder lidt i sit korte brune hår. De to bor i et lille hus på landet er sted mellem Odense og Middelfart. Murene er malet i en varm skagensgul farve, der byder velkommen, når man svinger ind i den grusbelagte indkørsel. Står det til Tom og Jane, kommer mange til at se dette hus i fremtiden. Især indefra og især soveværelset. For øjeblikket er parret i kontakt med mere end 70 interesserede mænd og 5 par. »Man kan jo ligeså godt satse bredt,« siger Jane og griner, mens hun rokerer sine 100 kilo rundt i stolen og retter lidt på den halvt gennemsigtige, sorte kjole. Der skal være følelser Der er lang vej fra det første brev, til Tom og Jane inviterer et par eller en mand med hjem i soveværelset. Forud for alle parrets hidtidige kontakter er gået mellem en måned og et halvt års brevskrivning og telefonsamtaler. Årsagen, forklarer Jane, er, at det er utrolig vigtigt at kende folk, før de pludselig sidder på kanten af dobbeltsengen. »Hvis man ikke føler man kender folk og ved lidt om hvordan de reagerer, bliver det hele hurtigt følelseskoldt og påtaget,« forklarer hun inden Tom tilføjer: »Der skal være nogle følelser med i spillet. Selv om det ikke er en rigtig forelskelse, skal man være tiltrukket af hinanden på flere planer end det fysiske.« Ingen jalousi Tilbagelænet i den bløde, grå sofa fortæller Tom om nogle af parrets erfaringer. Der bliver ikke sparet på detaljerne. Imens tænder Jane to halvbrændte, røde stearinlys, der står på parrets marmor-sofabord. »Jeg kan tydeligt huske den første gang, vi havde en fyr på besøg,« beretter han og lægger hovedet lidt på skrå, mens blikket glider mod loftet. »Jeg fik sgu lidt af en klump i halsen, da jeg sådan så ham ligge i sengen og hygge sig med min kæreste. Jeg blev faktisk jaloux.« Jalousi er dog et overstået kapitel i det fynske pars sexliv. De to erklærer samstemmende, at der efter den første oplevelse ikke på nogen måde har været negative følelser. »Det drejer sig bare om at være åben,« forklarer Jane. Åbenhed er alt. Netop åbenhed er blevet fundament for Jane og Toms parliv. De gør i hverdagen meget ud af ikke at have nogen hemmeligheder for hinanden. Alt kommer på bordet. – Absolut alt. Dette, mener de, er den eneste rigtige opskrift på et succesfuldt parforhold krydret med seksuelle oplevelser, som dem de to ynder at dyrke. »Hvis man ikke går med nogen indestængte følelser, er der aldrig nogen problemer, der får lov til at vokse sig store,« bemærker Tom, idet han lægger hånden på Janes lår. »Nej man skal ikke lægge skjul på noget. Heller ikke ønsker og fantasier,« tilføjer hun. Som et eksempel nævner hun en idé om at invitere fem mænd på besøg til at tage sig kærligt af hende sammen med Tom. Hun var i starten ikke sikker på, at idéen ville falde i god jord. Ikke desto mindre er dette nu parrets næste projekt. Mærkelige målebånd Hvem de fem mænd bliver, er endnu ikke bestemt. Jane og Tom er for øjeblikket ved at lede efter den helt rigtige håndfuld. »Det vigtigste er, at de er ærlige. Og så må de selvfølgelig også gerne se lidt godt ud,« siger Jane. Tom fortæller, at det kan være utrolig svært at gennemskue, om folk er reelle, når man møder dem på Internettet. Ingen af de syv mænd, der har været på besøg på parrets lagner hidtil, har været helt ærlige, fortæller han. »Det er især beskrivelsen af dem selv, de ikke er så gode til,« beretter Jane og fortsætter, mens ordene knapt kan komme ud af munden for bare smil: »Det er især på et punkt, kalorius, at de ikke kan finde ud af det. Det er sjovt, som ti cm pludselig kan blive til 20. Jeg tror sgu, de deler målebånd de fyre. Et mærkeligt målebånd.« Navnene på personerne i artiklen er ændrede. De rigtige navne er redaktionen bekendt.

|