Bådmagasinet
Oktober 1999
Livet for kort til tursejlads ?
I hele mit liv har jeg altid følt at tursejlads, var sand masochisme for mit lettere overvægtige luksus legeme. Hvorfor spilde tiden med sure sokker, dårligt vejr og et ofte urimeligt tidsforbrug på at sejle fra den ene havnegrill til den næste.
Men fanden endte også sine dage med at gå i kloster og vores lille familie er faldet for fristelsen til, at købe en lettere brugt Bianca 28. Det har været et hit, et rigtig solidt hit, som familien har fået brugt alt for lidt uden for sommerferien – men det er en helt anden historie.
Men hvem ville tro at familiens 3 pubertets damer, ville acceptere forholdene på 28 fod. Dem, som har dagligdagens hysteri som tidens vigtigste livsstil, finder det faktisk charmerende at være fri for hip hop musikken, og de evindelige amerikanske soaps. Ok, sejlerferien er jo til at overse, og lidt hyggeligt samvær med de to gamle, kan jo altid kaste kold mammon af sig til det vigtige forbrug i sommerlandets mange tøj out-lets.
Jeg undres, som mand og far, over de mange udsalg og lokkende tøj tilbud i danske sommerhavne. Almindelig proviantering er jo efterhånden blevet et marathon forhindringsløb mellem alverdens tøjstativer og tids-smarte havnecafeer.
I en stresset hverdag har jeg fundet ud af, at tursejladsen åbner op for dagligdagens uendelige lethed. Ting tager jo den tid de tager og det giver et eller andet sted ro på de slidte nervespidser. Det gælder jo for alle ombord, unge som gamle. Faktisk kan familiens yngste, slet ikke finde ud at skændes efter 14 dage til søs i sommerlandet. Vores yngste – efternøleren – en hyperaktiv 2 årig pædagog forskrækker – er faktisk helt udhvilet efter ferien. Hun har fundet glæden ved at sove længe, sove til middag, sove under sejladsen og sove, når ens mor mener det er natte tide – helt utroligt at opleve – det varer heller ikke evigt, hun er tilbage i sin vante rytme.
Nu er de oplevelser som Anders Høgh Post leverer til sin store læserskare her i Bådmagasinet og de små politiske og halv filosofiske kommentarer som kommer fra Troels Kløvedal, meget langt fra de oplevelser som vi oplever i vores lille Bianca. Helt ærligt er deres dags udflugter vel nok også længere, end det vi kom med vores skib på en hel ferie. 14 dage om at komme til Ballen på Samsø, med 4 dages ophold i Gilleleje og en weekend undervejs i sommerhus, kan vel næppe fremtvinge deres store respekt.
Jeg stod heller ikke stolt ved roret i timevis, i al slags vind. Hvis vejret var overskyet, sejlede vi slet ikke. Min vigtigste ven var selvstyreren, som uden nogen form for brok passede pinden, mens familiens kvindelige del diskuterede mulighederne for at få sol på deres blegfede deller. Vi forlod aldrig synet af land, men det gør jo ikke ferien dårligere.
Jeg tror til gengæld, at mange flere lystbåde ville forlade deres faste pladser og indtage sommerlandet, hvis familiens overhoved satte ambitionerne på niveau med de ønsker og ideer, der kommer fra resten af familiefællesskabet. Sommertur til søs er ikke et spørgsmål om at sejle langt, og ikke et spørgsmål om at nå noget. Men nå at genskabe det samvær, som dagligdagens materielle ræs, så effektivt sætter en stopper for. Ofte bunder familiens daglige bøvl jo i manglende tid sammen, så når du sejler fra punkt ”a” til punkt ”b”, så har hele familien chancen for, at tackle livets store og små spørgsmål. Ude på vandet er der jo fred og ro til at lære hinanden at kende.
Faktisk er det sådan, at hesteglæden og den lokale rideskole efter ferien er blevet udskiftet med et forsigtigt forsøg på at sejle i den lokale juniorklub. Så sig ikke, at sommerturen ikke kan gøre noget godt for alle parter. At det så nok mere er drengene i sejlklubben der trækker, nok lidt mere end de mange oplevelser på søen – det er en helt anden sag.
Tilbage er bare mig selv, jo jeg er klar til en ny sæson, nok var 14 dage hårde ved ens psyke, pengepung og selvværd og det var sand masochisme for mit lettere overvægtige luksus legeme at finde hvile i de smalle og lidt for korte køjer. Men intet imod de mange glæder jeg fik, sammen med min familie. Så har du en 32 fods fod båd til salg, og mangler en lidt mindre 28 fods båd, så er vi klar til en hurtig handel.
Men fanden endte også sine dage med at gå i kloster og vores lille familie er faldet for fristelsen til, at købe en lettere brugt Bianca 28. Det har været et hit, et rigtig solidt hit, som familien har fået brugt alt for lidt uden for sommerferien – men det er en helt anden historie.
Men hvem ville tro at familiens 3 pubertets damer, ville acceptere forholdene på 28 fod. Dem, som har dagligdagens hysteri som tidens vigtigste livsstil, finder det faktisk charmerende at være fri for hip hop musikken, og de evindelige amerikanske soaps. Ok, sejlerferien er jo til at overse, og lidt hyggeligt samvær med de to gamle, kan jo altid kaste kold mammon af sig til det vigtige forbrug i sommerlandets mange tøj out-lets.
Jeg undres, som mand og far, over de mange udsalg og lokkende tøj tilbud i danske sommerhavne. Almindelig proviantering er jo efterhånden blevet et marathon forhindringsløb mellem alverdens tøjstativer og tids-smarte havnecafeer.
I en stresset hverdag har jeg fundet ud af, at tursejladsen åbner op for dagligdagens uendelige lethed. Ting tager jo den tid de tager og det giver et eller andet sted ro på de slidte nervespidser. Det gælder jo for alle ombord, unge som gamle. Faktisk kan familiens yngste, slet ikke finde ud at skændes efter 14 dage til søs i sommerlandet. Vores yngste – efternøleren – en hyperaktiv 2 årig pædagog forskrækker – er faktisk helt udhvilet efter ferien. Hun har fundet glæden ved at sove længe, sove til middag, sove under sejladsen og sove, når ens mor mener det er natte tide – helt utroligt at opleve – det varer heller ikke evigt, hun er tilbage i sin vante rytme.
Nu er de oplevelser som Anders Høgh Post leverer til sin store læserskare her i Bådmagasinet og de små politiske og halv filosofiske kommentarer som kommer fra Troels Kløvedal, meget langt fra de oplevelser som vi oplever i vores lille Bianca. Helt ærligt er deres dags udflugter vel nok også længere, end det vi kom med vores skib på en hel ferie. 14 dage om at komme til Ballen på Samsø, med 4 dages ophold i Gilleleje og en weekend undervejs i sommerhus, kan vel næppe fremtvinge deres store respekt.
Jeg stod heller ikke stolt ved roret i timevis, i al slags vind. Hvis vejret var overskyet, sejlede vi slet ikke. Min vigtigste ven var selvstyreren, som uden nogen form for brok passede pinden, mens familiens kvindelige del diskuterede mulighederne for at få sol på deres blegfede deller. Vi forlod aldrig synet af land, men det gør jo ikke ferien dårligere.
Jeg tror til gengæld, at mange flere lystbåde ville forlade deres faste pladser og indtage sommerlandet, hvis familiens overhoved satte ambitionerne på niveau med de ønsker og ideer, der kommer fra resten af familiefællesskabet. Sommertur til søs er ikke et spørgsmål om at sejle langt, og ikke et spørgsmål om at nå noget. Men nå at genskabe det samvær, som dagligdagens materielle ræs, så effektivt sætter en stopper for. Ofte bunder familiens daglige bøvl jo i manglende tid sammen, så når du sejler fra punkt ”a” til punkt ”b”, så har hele familien chancen for, at tackle livets store og små spørgsmål. Ude på vandet er der jo fred og ro til at lære hinanden at kende.
Faktisk er det sådan, at hesteglæden og den lokale rideskole efter ferien er blevet udskiftet med et forsigtigt forsøg på at sejle i den lokale juniorklub. Så sig ikke, at sommerturen ikke kan gøre noget godt for alle parter. At det så nok mere er drengene i sejlklubben der trækker, nok lidt mere end de mange oplevelser på søen – det er en helt anden sag.
Tilbage er bare mig selv, jo jeg er klar til en ny sæson, nok var 14 dage hårde ved ens psyke, pengepung og selvværd og det var sand masochisme for mit lettere overvægtige luksus legeme at finde hvile i de smalle og lidt for korte køjer. Men intet imod de mange glæder jeg fik, sammen med min familie. Så har du en 32 fods fod båd til salg, og mangler en lidt mindre 28 fods båd, så er vi klar til en hurtig handel.